Manden i Sort gået bort
Én af det 20. århundredes vigtigste stemmer,
den amerikanske musikgigant Johnny Cash er død,
71 år gammel
NEKROLOG
AF Klaus Lynggaard
I.
I undertegnedes branche er det et seriøst problem
at mangle ord, men hvor pokker begynde, hvor ende? Én
af dem, der seriøst gjorde en forskel, er borte.
Ikke pludseligt endsige chokerende, men ikke desto mindre
er et punktum – for nu ikke at sige udråbstegn –
sat for en karriere så rig, så generøs,
så dybtstikkende, så alsidig, så illuminerende,
så betydningsfuld, så ujævn, så
massivt omfattende og i sidste ende, så menneskelig,
at man ikke undgår en vis frygt for at formindske
den med sine superlativer, sin beundring og hengivenhed.
Det er Johnny Cash, der er død … i øvrigt
ganske få måneder efter hans livsledsagerske
June Carter Cash skiftede Martin-guitaren ud med en himmelsk
harpe. Én gigant i alt han foretog sig blev Johnny
Cash 71 år. Han bragede igennem med sin egen komposition
”I Walk The Line” for over fem årtier siden i et
efter tidens norm topmoderne hillbilly-regi på samme
pladeselskab som Jerry Lee Lewis, Carl Perkins og Elvis.
Stedet var sydstatsbyen Memphis og tidspunktet de 1950’ere,
hvor fundamentet for moderne populærmusik blev støbt
ved hjælp af allehånde materialer fra indtil
flere verdensdele, mens han skabte et af de livsværker,
der unddrager sig genrekategorisering og i processen kreerer
én ny, hvortil alle i samme territorium henvises.
Johnny Cash befandt sig på sit gebet i samme uklassificerbare
mesterklasse som Louis Armstrong, Bessie Smith, Duke Ellington,
George Gerhwin, Billie Holiday, Charlie Parker, Miles
Davis, Hank Williams, Frank Sinatra, John Coltrane, Elvis
Presley, James Brown, Brian Wilson, Bob Dylan, Jimi Hendrix
og Lou Reed. Altså den håndfuld amerikanske
musikere og komponister, der skabte og definerede lyden
af USA i det 20. århundrede, mens de hver især
etablerede deres stil som selvstændig genre. Dem
vi ikke bliver færdige med at fordøje i dette
vort fedtede liv og som efterføgende generationer
bliver nødt til at forholde sig til, når
de vil forsøge at forstå hvordan denne nation,
som ved århundredets begyndelse var et kulturelt
u-land, i løbet af ganske få årtier
udviklede sig til klodens mest massivt indflydelsesrige
stormagt, politisk som kulturelt.
II.
I sin pure ungdom lignede Cash det han var: En benet
og speedet landproletar fra Arkansas, som næsten
ikke turde tro sit held. I sin manddom – efter at have
truffet livsledsagersken June Carter, stoppet sit speedmisbrug
og fundet Gud – antog han konturerne af en mytisk, firskåren
og sortklædt revolvermand i familie med Clint Eastwoods
Preacher-figur, og, som denne, instinktivt og til hver
en tid på de udstødte og nedtrådtes
side. Endelig, i den sygdomsplagede alderdom, begyndte
han at minde om en gammeltestamentlig profet, i hvis øjne
visdom, erfaring og medmenneskelighed sloges om at komme
til.
Og netop i sin sidste livsfase peakede han atter kunstner,
efter i en årrække at have flakket omkring
i musikbranchens periferi. Dét ville produceren
Rick Rubin ikke finde sig i og knyttede derfor Johnny
Cash til sit pladseselskab, American. Det kom der det
mægtige American Recordings ud af i 1994, efterfulgt
af yderligere tre stærke albums sammesteds. Udsendt
2002 blev The Man Comes Around det sidste i serien og
satte et på alle måder værdigt punktum
for Legenden om Johnny Cash.
Rubins genistreg på American Recordings var at optage
Johnny Cash alene med sin akustiske guitar, hvilket ingen
tidligere havde forsøgt. Nu var Cash ingen ørn
på guitar, tværtimod yder ordet rudimentær
hans teknik fuld retfærdighed, men det er også
ligegyldigt – ligesom det, at den engang så fuldtonede
basstemme hang lidt i laser, kun forstærkede effekten
af det sungne. Resultatet blev en af de plader, hvor det
lyder som om den syngende befinder sig i samme lokale
som lytteren. Og at have Johnny Cash siddende i stuen
og synge ”Delia’s Gone”, ”The Beast In Me” og ”Thirteen”
er en ekstraordinær oplevelse, kan vi forsikre Dem.
Pladen reetablerede Cash’s renomme som en af efterkrigstidens
vægtigste stemmer og han oplevede i sin sidste tid
oceaner af velfortjent og hårdt vundet respekt og
anerkendelse fra kollegaer, kritikere og tilhængere.
Det var også Rubin, der formåede Cash til
at tolke nogle af den nyere tids sangskrivere, folk som
Nick Cave, Glenn Danzig, Tom Waits, Beck, Josh Haden,
Chris Cornell, Will Oldham, Trent Reznor og Martin L.
Gore, hvorved der skabtes nogle bånd og knyttet
nogle forbindelser, som måske nok er åbenlyse,
når man HØRER dem, men som ingen havde tænkt
på før Rubin. Sammenholdt med tolkninger
af travere som ”Danny Boy”, ”Kneeling Drunkard’s Plea”,
og ”That Lucky Old Sun”, salmer og hymner, sange fra egen
hånd og sikre vindere som ”In My Life”, ”Solitary
Man” og ”Bridge Over Troubled Waters” skabte Cash i sidstningen
af sin bane nogle af de ypperste præstationer i
en karriere, hvor ypperlig var en selvfølge.
III.
Tage nu koncerten i det amerikanske statsfængsel
San Quentin den 24. februar 1969, som i nærværende
øjeblik står ud af højtalerne i den
celle, hvor dette skrives. Ikke kun – men også –
fordi, at det var således danskerne for alvor stiftede
bekendtskab med Cash, da koncerten såvel rundsendtes
på dansk tv som udsendtes på hit-lp. Da man
rundt om i de små hjem så denne sortklædte
Cash træde op på scenen, smuk som en klassisk
amerikansk westernhelt og på sin særegne fandenivoldske
facon sætte i med Bob Dylans ”Wanted Man” med sin
uskolede og ikke helt skridsikre bariton, tabte nationen
kollektivt sit hjerte til ham.
Som programmet skred frem, åbenbarede en ting sig:
Cash var hundrede procent på de indsattes side.
Også selvom San Quentin var et fængsel for
benhårde kriminelle. Den syngende delte åbenlyst
ikke den udbredte opfattels, at forbrydere er scumbags,
der skal i det sorte hul, til de rådner op. Men
i stedet ofte er ofre for uheldigt sammenfaldende omstændigheder,
hvilket var – er! – en progressiv tanke i det Guds Amerika,
hvor der procentuelt sidder flere mennesker indespærret
end noget andet sted på kloden. Fordi man nu engang
er gladest for Det Gamle Testamente på de egne.
1969 stod i opbruddets tegn og den countrymusik, som Cash
gerne forbandtes med – men også tidligt i karrieren
transcenderede – fremstod som den sorte reaktions højborg.
I samtiden hittede Merle Haggard fx med redneck-hymnen
”Okie from Muskogee”, en reaktionær hyldest til
det tavse flertal, der året forinden havde stemt
Richard Nixon til magten.
Men når manden i sort gik op til mikrofonen og hilste
publikum velkommen med den faste replik, ”Hello, I’m Johnny
Cash”, kunne man godt efterlade sine forudfattede meninger
i garderoben. For Cash kom hverken privat eller professionelt
i nærheden af de herskende fordomme om det hvide
sydstatsproletariat, han var såre stolt af at udspringe
fra; tværtimod var han et eksempel på, at
man sagtens kan stamme fra det mørkeste syd og
alligevel bære det smukkeste lys i sig.
Udover klassiske Cash-ting som ”Ring Of Fire”, ”Folsom
Prison Blues” og ”Big River” havde Cash til fængselskoncerten
sangen ”San Quentin” med hjemmefra. Dens budskab om et
fængselsopholds forrående effekt blev et kæmpehit
herhjemme og Johnny Cash At San Quentin havnede ikke blot
på salgslisternes førsteplads, men endte
som hans bedstsælgende lp nogensinde.
At San Quentin demonstrerer til fulde en af Johnny Cash’s
nobleste, mest beundringsværdige karakteregenskaber,
der forblev usvækket livet igennem: Samhørighedsfølelsen
og den betingelsesløse solidaritet med de underpriviligerede
og de udstødte, de nedtrådte og de forarmede,
de underbetalte og de mishandlede – uanset race, køn
eller nationalitet. Jordens Salt, som det så poetisk
hedder et sted. For selvom han i rigt mål sang voldsomme
mordballader, troværdige hverdagsfortællinger
og gribende kærlighedssange, fyldte den kristne
gud rigtig meget i Johnny Cash’s verdensbillede og han
indspillede et hav af salmer og hymner.
Han tog sin bibellæsning og bønner alvorligt
og praktiserede uden fabelader en måske nok naiv,
men ikke desto mindre troværdig og af barmhjertighed
præget kristen levevis i grel modsætning til
den der afskyvækkende, indskrænkede og dødsensfarlige
bekvemmelighedskristendom, der præger Dansk Folkeparti,
Ku Klux Klan og de amerikanske fundamentalister, hvor
Nåde, Frelse og Barmhjertighed er selektive og jonglerbare
begreber, der kun gælder ligesindede af samme hudfarve
og overbevisning som en selv. Og som til hver en tid kan
suspenderes, hvis dens opportunistiske tilhængere
ser personlig fordel derved. Cash beviste, at fundamentalistisk
kristendom ikke altid behøver være lig med
racisme, ondskab, sexisme, drab og hjernevask, men kan
være smuk, rummelig og pacifistisk, ja oven i købet
besidde et vist kendskab til Jesu lære.
For sin musik og sine sange, sin scenepersonlighed og
klippefaste udtråling, men ikke mindst en ubestikkelig
hæderlighed og fordomsfri humanisme vil Johnny Cash
blive savnet. Og husket. Med Woody Guthries ord: ”So long
– it’s been good to know you”.
|
